Spørgsmål
En patient er for nylig blevet behandlet med moxifloxacin og rifampicin og oplever herefter at urinen har fået en orange/rødlig farve (Aperol farvet). Er det en bivirkning fra antibiotikabehandlingen, og i så fald, er den farlig?
Svar
Rødfarvning af urin, spyt, sved og opkast er en almindelig bivirkning (1-10%) af rifampicin. Bivirkningen er kategoriseret som oftest ikke alvorlig.
Baggrund
Det fremgår af flere referencer, at rifampicin kan forårsage rødfarvning af urin, spyt, sved og opkast, som en almindelig bivirkning (1-10%) (2,3,4). Bivirkningen er kategoriseret som en oftest ikke alvorlig bivirkning, hvorfor den ikke anses som farlig (1).
Moxifloxacin har ikke angivet rødfarvning som bivirkning.
Lægemiddelinduceret leverinsufficiens (DILI) kan opstå under behandling med medicin. Tilstanden defineres som forhøjelse af levertal som følge af eksponering for et potentielt hepatotoksisk lægemiddel (9). Tilstanden kan være asymptomatisk (hvormed den evt. opdages tilfældigt via blodprøver) eller symptomatisk, hvor den kan give anledning til træthed, nedsat madlyst, kvalme, ubehag i øvre højre del af abdomen, gulsot og mørk urin (9).
For at der er tale om DILI skal mindst ét af følgende tre kriterier være opfyldt:
- ALAT over eller lig 5 x øvre grænse for normalområdet
- Basisk fosfatase over eller lig 2 x øvre grænse for normalområdet
- ALAT over eller lig 3 x øvre grænse for normalområdet med samtidig forhøjelse af bilirubin til mere end 2 x øvre grænse for normalområdet
Ifølge Livertox er rifampin forbundet med forbigående og asymptomatiske forhøjelser i serum aminotransferase og bilirubinniveauer og er en velkendt årsag til klinisk tydelig, akut leversygdom, som kan være alvorlig og endda dødelig (10). Moxifloxacin kan i sjældne tilfælde være hepatotoksisk (11).
Blod i urinen, kan også forårsage en rødlig misfarvning, hvilket bl.a. kan forekomme ved urinvejsinfektion (8).
Behandlingen kan umiddelbart fortsætte i ønsket længde. Det anbefales at foretage en urin- og blodprøve af patienten, for at konkludere at der ikke er tale om blod i urinen, eller evt. påvirket levertal.
Referencer
- Intern kilde
- Pro.medicin.dk - Rimactan - https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/561#a060 - tilgået d. 15-03-2024
- Produktresumé.dk - Rimactan - Rimactan, kapsler, hårde 150 mg og 300 mg.doc
- Micromedex, Drug Information, Rifampin, Toxicology, Clinical effects
- Pro.medicin.dk - Moxifloxacin - https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/7516#a060 - revisionsdato 17-11-2023 - tilgået d. 15-03-2024
- Sundhed.dk - Icterus - https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/mave-tarm/symptomer-og-tegn/ikterus/
- Sundhed.dk - Urinvejsinfektion - https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/nyrer-og-urinveje/tilstande-og-sygdomme/infektioner/nedre-urinvejsinfektion-hos-maend/ - tilgået d. 15-03-2024
- Sundhed.dk, Lægehåndbogen; Leverskader, medikamentinduceret, fagligt opdateret 30/10/2024
- LiverTox: Clinical and Research Information on Drug-Induced Liver Injury [Internet]. Bethesda (MD): National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases; 2012-. Rifampin. [Updated 2018 Jun 10]. Available from: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK548314/
- LiverTox: Clinical and Research Information on Drug-Induced Liver Injury [Internet]. Bethesda (MD): National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases; 2012-. Moxifloxacin. [Updated 2020 Mar 10]. Available from: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK548166/
Publiceret af MedicinInfo
Sagsfremstillingen er udarbejdet på baggrund af tilgængelig litteratur og ressourcer på udgivelsestidspunktet. Sundhedspersonale er selv ansvarlig for anvendelse af indholdet i rådgivning eller patientbehandling.
Indholdet i sagsfremstillingen opdateres ikke efter publikation og indholdet kan derfor være uddateret.