Man er her for livet

​​”Ingen vidste, om moren ville komme sig, og så møder jeg hende igen. Det er ganske særligt at være her på afdelingen, hvor man befinder sig i grænselandet mellem livet og døden, men man er her for livet.” Læs om besøget på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet, hvor to af vores dygtige kolleger arbejder.

På tredje sal ligger Intensiv Terapiklinik 4131 på Rigshospitalet. "På afdelingen bliver der truffet hurtige beslutninger, fordi det tit er kritiske situationer, læger og sygeplejersker står i, og derfor skal man nogle gange arbejde hurtigt", fortæller farmaceut Kathrine Bruun Svan om sit arbejde på Intensiv.

Bygningen, der huser afdelingen, kaldes mellembygningen og ligger klemt inde mellem to andre bygninger på Rigshospitalet. På Intensiv skærer to parallelle gange sig gennem afdelingen, mens medicinrum og depoter udgør en form for centrum i afdelingen, og på hylderne står medicinen klar til behandling af patienterne.

Man udvikler en fornemmelse for medicin og flow

Det er et stort flow af medicin og væsker på Intensiv. Logistik og bestilling af medicin skal gå op i højere enhed, og det spiller en central rolle i farmakonom Tanja Dinesen Skudstrups arbejde: "Patienterne kommer i ryk, og det skal man være parat til medicinmæssigt", forklarer hun og fortsætter:


"Der kan pludseligt komme mange patienter ind, så der sker et stort indhak i medicinbeholdningen, og der kan komme kritisk syge patienter med behov for speciel medicin. Vi skal kunne rumme det hele her."

Tanja Dinesen Skudstrup (t.v) og Kathrine Bruun Svan i et af medicinrummene.

For Tanja handler det om hele tiden at være på forkant med medicinbestillingen, og hun bruger sin årelange erfaring og daglige gang på afdelingen og sparrer ofte med Kathrine:

"Det kan måske være svært for andre at forstå, at eventuelle restordre eller udlån skal tænkes ind i min varebestilling, men det er helt essentielt, at medicinen er på hylderne, når patienterne har brug for det. Det er nogle gange en kæmpe logistisk udfordring, hvor jeg ringer rundt for at finde en løsning på restordre eller sikre en plan B. Det er bedst at være på forkant, for hvis vi er bagud, er der jo nogle patienter, der mangler noget, " fortæller Tanja.

Tanja og Kathrine oplever begge, at de gør en forskel for afdelingen via det netværk og den brede kontaktflade, de har. De ved, hvem de skal kontakte, når de skal kommunikere afdelingens behov.

"Vi tager nogle kampe og på rette tid. Man kan blive træt af at tage kampe, men det er vigtige kampe på vegne af afdelingen. Vi prioriterer kræfterne rigtigt og handler hurtigt, når det virkelig gælder. Vi gør en forskel for patienterne ved at sørge for, at de har den medicin, de skal bruge". 
Tanja Dinesen Skudstrup, farmakonom.

Ved kaffeautomaten ser de mig

Kathrine besvarer dagligt spørgsmål fra personalet på afdelingen, og derudover monitorer hun blandt andet antibiotikaforbruget på afdelingen og er involveret i forskningsprojekter. Hun gør et grundigt arbejde og leder gerne i databaser eller opslagsværker for at finde frem til et svar. 

Nogle gange findes der ikke et enkelt svar på en kompliceret problemstilling, og så drøfter hun svaret med kollegaer på egen matrikel eller med Apotekets Information på Bispebjerg Hospital.

"Det er rart, at jeg kan drøfte mine spørgsmål med en anden specialist i de tilfælde, hvor der ikke er noget rigtigt svar. Det giver en god mavefornemmelse, at jeg har drøftet min faglige vurdering med nogle andre, så jeg kan rådgive lægerne og sygeplejerskerne bedst muligt efterfølgende." 
Kathrine Bruun Svan, farmaceut.

Flere gange er Kathrine blevet tilbudt en computerplads på kontoret hos overlægerne på afdelingen, men har afslået det. Grunden er, at hun ikke vil gemmes væk på et kontor, men at hun har brug for at være synlig på afdelingen. I personalerummet sætter hun sig ved et langt bord og åbner sin bærbare pc:

 ”Jeg er, hvor personalet er. Flere kommer kort forbi ved kaffeautomaten, derfor har jeg helt bevist valgt min plads med min computer i personalerummet. Når personalet ser mig, kan de huske, at de har spørgsmål til det og det lægemiddel eller kommer i tanke om, at vi skal have et bestemt præparat. De skal bruge os, derfor er det vigtigt, at de ser os”, forklarer Kathrine beslutsomt.

Hun fortæller, at de begge har en fornemmelse for, hvornår personalet på afdelingen er tilgængelige: 

"Vi skal helst fange signalerne fra personalet". I en kritisk situation med mange mennesker om en patient er det givet, at de ikke skal stille spørgsmål, der godt kan vente til senere. Omvendt skal de være til rådighed, når der er gang i den, og personalet har brug for dem.

Hellere bøvlet end alvorlige fejl

Medicinrummene er placeret strategisk i forhold til sengestuerne, så personalet hurtigt og nemt kan få fat på lægemidlerne, og de store glasdøre ind til lokalerne stryger til side ved brug af nøglekort, når personalet skal ind eller ud. Kathrine og Tanja sætter patientsikkerheden højt i forhold til indretning af medicinrum og valg af medicin, fordi der er større risiko for fejl, når der skal handles hurtigt:

 "Vi bestiller medicin i begrænset udvalg og få styrker, så er der mindre at vælge imellem for personalet. Sygeplejerskerne finder sig i bøvlet, for det er bøvlet værd i forhold til risikoen," forklarer Tanja, mens hun pakker medicinen ud af de blå kasser fra Apoteket. 

Begge opfordrer sygeplejerskerne til at sige til, hvis de undres over noget af medicinen i medicinrummet, og hvis der alligevel sker noget utilsigtet, følger de op på, hvad der gik galt, og om der er noget medicin, der skal placeres et andet sted på hylderne eller i skufferne.

Man er her for livet

Både Tanja og Kathrine oplever, at Intensiv Terapiklinik er et ganske særligt sted at arbejde. Her skal man være robust, men de forklarer, at man også sagtens kan være sensitiv og arbejde på afdelingen, hvis man finder en måde at håndtere oplevelserne på.

En af de oplevelser, som har gjort et stort indtryk på Tanja, var en mor der uge efter uge kæmpede for at overleve. Det gik både op og ned med hende, og hun lå længe på afdelingen og kæmpede for livet. Til sidst blev hun overflyttet til en anden afdeling, og en dag længe efter besøgte moren Intensiv igen:

"Jeg blev simpelthen så glad. Der er noget meget livsbekræftende i at møde patienterne igen, som kommer for at sige tak eller tale om deres forløb. Da hun så mig og fik at vide, at jeg var farmakonomen, der havde sørget for hendes medicin, svarede hun:  - Åh, du er hende, der hver morgen kiggede ind ad min dør og sendte mig et smil", beskriver Tanja og er tydeligt rørt ved at genkalde sig oplevelsen.

Hun fortsætter: "Ingen vidste, om moren ville komme sig, og så møder jeg hende igen på gangen. Det er ganske særligt at være her på afdelingen, hvor man befinder sig i grænselandet mellem liv og død, men man er her for livet. Her er oplevelser på godt og ondt, og begge dele bliver enormt nærværende for en. Man bliver taknemmelig, man lærer at prioritere og sætte pris på det, man har."

Kathrine supplerer: "Man bliver lidt arbejdskadet, når man er så tæt på konsekvens på afdelingen - jeg har både fået brandtæpper og røgalarmer, og man spænder helt sikkert hjelmen, når man skal ud og cykle".

"Ja, det der motorcykelkørekort, jeg måske engang overvejede, det overvejer jeg ikke længere. Vi bruger hinanden rigtigt meget og taler om vores oplevelser, og det er vigtigt ikke at tage det med hjem, men at man er professionel", ræsonnerer Tanja.

Netop professionalisme er en vigtig del af arbejdet på intensiv. Ifølge Kathrine og Tanja praktiserer personalet på afdelingen tillid, åbenhed, helhedssyn og professionalisme.

"Personalet er knalddygtige og professionelle, og derfor er der også en forventning om, at vi er professionelle. Her forventes det, at man finder en løsning", understreger Kathrine. Tanja istemmer: " Det er ikke nok at sige, at man har tillid, her skal man leve værdierne."






Redaktør