Alle mennesker er forskellige – heldigvis. Men det kan give udfordringer at være lav, når man skal orientere sig om beholdningen af lægemidler på de øverste hylder i et medicinrum. Omvendt kan det være et problem for nakke og ryg gentagne gange at skulle bøje sig ned over et lavt bord, når man er høj.
Så hvordan løser man et problem, så alle – uanset hvor mange centimeter der står i ens pas - bliver tilgodeset? På Psykiatrisk Center Ballerup (PCB) er de glade, for udfordringen med høje og lave ansatte, der har adgang til medicinrummet, er blevet løst.

Et nyt hæve-sænkebord er blevet installeret i lokalet, men det er ikke et helt almindeligt hæve-sænke bord. Når en medarbejder trykker på knappen, der hæver eller sænker bordet, følger alle medicinhylderne nemlig med. Så egentlig er det et hæve-sænke-bord-og-hylder på en og samme tid:
"Vi har både høje og lave sygeplejersker, og det var svært for nogle at se medicinen, men vi fik løst problemet, da vi fik hæve-sænke bordet, som hylderne blev sat fast til. Nu kan hylderne køres op og ned samtidig med bordpladen, så alle kan finde lægemidlerne. Det er smart, og der er ingen, der får ondt i ryggen," forklarer farmakonom Kirsten Pedersen, der arbejder på PCB.

LEAN og ATC-koder gør det nemt at få overblik over medicinen
Hver dag gennemgår Kirsten og hendes kollega Joan i alt 10 medicinrum fordelt på de forskellige afsnit på centeret, og det er derfor praktisk, at de hurtigt kan danne sig et overblik over lægemidlerne i medicinrummene.
Rummene er indrettet efter et LEAN-koncept, og på hylderne er lægemidlerne forsynet med en etiket med ATC-koder, der er et system, som klassificerer lægemidlerne efter deres indholdsstof og virkeområde. Hvert lægemiddel er adskilt af gennemsigtige hyldedeler, en slags båse, der hedder p-pladser. Hver p-plads er forsynet med en hvid klemme, et såkaldt genbestillingspunkt, der markerer, hvornår Kirsten og Joan skal bestille lægemidlet på ny.
%20-%20med%20samtykke%20-er%20journaliseret%20i%20WorkZone/Kirsten_medicinrum_pbc_04_18.jpg)
LEAN-konceptet, ATC-koderne og det nye bord hjælper de to farmakonomer med deres arbejde: "Medicinrummet er indrettet efter LEAN…," siger Kirsten, mens hun skimmer hylderne i lokalet: "… Og det nye bord gør det ekstra nemt for mig hurtigt at se, hvilke lægemidler jeg skal bestille mere af."