Fra lærebøger til patienter

​"Det giver så meget mening, at jeg kan se et andet menneske i øjnene og vide, at jeg har gjort en forskel for vedkommende." Nyuddannet farmaceut Christian Bernstein Rubek fortæller om sit job på Nordsjællands Hospital, hvor han samarbejder med lægerne om at vurdere patienternes medicin.

Dekorativt foto

Første år på afdelingen

Til morgenkonferencen på Kirurgisk Afdeling er lokalet fyldt. Farmaceut Christian Bernstein Rubek står ved en smartscreen og fortæller om medicin til behandling af mavesår. Der er en afslappet stemning i lokalet, mens Christian guider lægerne igennem sit faglige materiale, og da seancen er overstået, myldrer personalet ud til dagens andre opgaver. 

For et år siden afsluttede Christian sin uddannelse som farmaceut, og skolebænken blev skiftet ud med et job på Apoteket, hvor han arbejder som klinikfarmaceut på gastroenheden, det vil sige afdelingen for mave- og tarmsygdomme, på Nordsjællands Hospital:

”Det bedste ved mit arbejde er, at jeg gør en forskel for andre mennesker. Det giver så meget mening, at jeg kan se et andet menneske i øjnene og vide, at jeg har gjort en forskel for vedkommende. Som klinikfarmaceut varetager man et stort ansvar, når man skal anbefale og vejlede i farmakoterapeutiske behandlinger. Derfor rammer det også ekstra hårdt, hvis jeg har lavet en anbefaling, som viser sig ikke at være hensigtsmæssig – også selvom det er noget, hverken jeg eller lægerne kan forudsige. Det var virkelig svært at håndtere i starten, og jeg skulle vænne mig til, at det også var en del af mit job”.

Dekorativt foto

Et øje på it-systemet og et øre i lokalet

På lægekontoret starter Christian dagen med at gennemgå afdelingens patienter i Sundhedsplatformen (SP): 

”Jeg starter dagen med en grovsortering, hvor jeg screener, hvilke patienter der er relevante for mig at se på. Patienter, der får risikomedicin eller mere end 5 lægemidler, kan være relevante for mig. Jo flere farmaka patienterne indtager, jo større er risikoen for interaktioner og uhensigtsmæssige bivirkninger. Jeg har især fokus på patienternes nyrefunktion, der er vigtig for, at de kan udskille en del forskellige lægemidler”.


På kontoret undersøger Christian patienternes medicin i Sundhedsplatformen.

Samtidig med at Christian screener patienter, skal han følge med i, hvad der sker omkring ham. Overlægen på lægekontoret er nemlig i gang med at fordele dagens patienter imellem lægerne: 

”Jeg skal virkelig have antennerne ude og følge med i, hvilke læger, der får hvilke patienter, for jeg vil gerne med lægerne på stuegange til de patienter, der er farmaceutisk relevante. Når jeg går stuegang sammen med lægerne, giver det et godt grundlag for den efterfølgende dialog om patienternes medicin”, fortæller han og tilføjer:

”Det er vigtigt at være synlig og til stede i afdelingen. Så kan lægerne huske mig og er mere tilbøjelige til at kontakte mig med spørgsmål”.

En trippel whammy – så brænder det på

Der er patienter på afdelingen, hvor det ikke er så relevant, at Christian kigger på deres medicin. Det er for eksempel unge patienter, som kun tager p-piller og lidt smertestillende. Eller det kan være patienter, der allerede er på vej til udskrivelse. 

Her blander han sig ikke, hvis medicinen ellers ser fornuftigt ud. Omvendt giver patienter med en kompliceret medicinhistorik anledning til at være opmærksom og kræver opfølgning.

I løbet af formiddagen kommer han med anbefalinger til patienternes medicin, og derfor er det altafgørende med et godt samarbejde med lægerne, understreger Christian. 


Christian drøfter medicinen med læge Rikke Henriksen.


Løbende skriver han notater til sig selv og til lægerne i systemet, om hvorvidt patienternes medicin kræver opfølgning, eller om det er noget, en læge skal se på. For tiden er der særlig fokus på lægemidlerinteraktioner, der kan skade nyrerne, som for eksempel ”triple whammy”. Christian forklarer:

”Whammy er et engelsk ord for 'noget dårligt' eller 'et slag'. I denne kontekst tænker man på noget dårligt for patientens nyrer. Trippel whammy forekommer, når patienterne er i behandling med tre lægemidler, som kan skade nyrerne på hver deres måde. Denne interaktion øger risikoen betydeligt for udvikling af akut nyresvigt. Det er noget, som jeg har undervist lægerne i, og de syntes da også i starten, at det var et lidt sjovt udtryk, da jeg omtalte det, men nu er de med på den”.

Lagt til signering

Christian må ikke selv bestille og ordinere medicin i SP, for farmaceuter er ikke autoriseret sundhedspersonale og har derfor ikke ordinationsret. Han skal lægge sine anbefalinger til signering – det vil sige til godkendelse - hos lægen i systemet. Og det kan være lidt af en udfordring, fordi nogle af lægerne ikke altid er til at få fat i, når han gerne vil tale om medicin eller anbefale en ændring i medicinen:

”Jeg skal hele tiden vurdere, om bivirkninger af medicinen er mere eller mindre alvorlige for patienten. Ting, jeg i princippet har kompetencer til at gøre, må jeg ikke gøre. Det skal ændres i SP af en læge, hvorfor der kan opstå ventetid for mig, hvis lægerne er i gang med en operation eller går stuegang. Jeg ringer selvfølgelig til lægen med det samme, hvis det er meget alvorligt.”


”Det er naturligvis en sikkerhedsforanstaltning, at jeg ikke kan gå ind og gøre alt muligt i SP. Men det kunne være smart, hvis man - som i England - kunne opnå kvalifikationer til en ordinationsret, efter man har været ansat i et stykke tid".

Teori versus virkelighed

Efter et år på afdelingen har Christian fået en mere pragmatisk tilgang til tingene, fortæller han. Hurtigt stod det klart, at en ting er, hvad der står i bøgerne, mens en anden ting er patienternes virkelighed.

”Vi farmaceuter har et vist ry for at være meget bokstænkende, særligt os, der kommer lige fra studiet og har læst i lærebøgerne, at sådan er reglerne. Her til morgen har jeg for eksempel en patient med smerter i maven, som tager antidepressiva og antihistamin mod søvnløshed”, fortæller Christian og fortsætter: 

”Hvis jeg skulle være helt firkantet, følge reglerne og det, der står på mit lommekort, skulle jeg seponere, altså fjerne, antihistaminerne. Men jeg må også bare være i den virkelighed, som patienten lever i. Jeg tænker, at seponering af antihistamin ikke er noget, vi skal håndtere nu under denne indlæggelse – lige præcis denne patient kan være særligt sårbar og har et kompliceret sygdomsbillede. Derfor er det essentielt, at patienten kan sove om natten under indlæggelsen”. 

Dekorativt foto

Christian taler med patienterne for at undersøge, hvilken medicin de har behov for.


Senere på formiddagen efter en snak med patienten kan Christian da også konkludere, at patienten stort set aldrig tager det sløvende antihistamin:

”Jeg synes altid, at det er relevant at tale med patienterne for at høre, hvad der virker bedst for dem, før jeg anbefaler noget. Jeg vil gerne blive klogere på, hvad patienten oplever, og hvilken medicin der er behov for”. 



Redaktør