En ekstra kontrolpost

​På Akutmodtagelsen på Amager-Hvidovre Hospital arbejder to af vores farmakonomer med medicinmanagement. Et job, der kræver omhu og empati, og som skaber stor værdi for de indlagte patienter og personalet.

Klokken er endnu ikke 7 på Hvidovre Hospital, og det er en forholdsvis fredelig morgen på Akutmodtagelsen. Inde på stuerne ligger patienterne under dynerne, nogle blunder og andre sover endnu.

Enkelte patienter sidder allerede op i deres senge, vågne og venter på at blive tilset af en sygeplejerske eller læge. En patient hoster bag et tyndt gardin mellem to senge.

Farmakonom Susanne Degn Olsson og kollega Lise Juul Nørgaard, der arbejder i Klinisk Farmaceutisk Service på Amager-Hvidovre Hospital, begynder deres dag klokken 6.45 i afdelingens triagerum.

Her giver store skærme i lokalet personalet overblik over de indlagte patienter, og de kan følge med i, hvilke patienter, der er på vej til afdelingen. Enkelte patienters hjerterytme overvåges, og sygeplejerskerne får besked, når en alarm aktiveres.

I modsætning til patientstuerne, summer lokalet af aktivitet, fordi der er vagtskifte. Da Susanne og Lise åbner døren, går sekretæren dem i møde og udleverer lister over de indlagte patienter, der viser, hvad patienterne er blevet indlagt for, og hvad patienternes behandlingsplan er.

Grundighed når medicinen hældes op

I medicinrummet fordeler Susanne og Lise listerne imellem sig. Susannes patienter denne morgen er stort set alle ældre mennesker, der hver især skal have udleveret mange forskellige lægemidler. 

Hun spritter hænderne af og tager engangshandsker på; nu begynder morgenens arbejde med at dispensere (hælde medicin op, red.) medicinen til patienterne, og hun gennemgår omhyggeligt sine lister - én patient og ét præparat ad gangen.

Susanne slår navnet på den første patient op i Sundhedsplatformen (SP), hvorefter hun printer en label med patientens navn, cpr-nummer og QR-kode, som hun klæber på en lille, gennemsigtig doseringsbøtte.

"Her har vi et meget bredt udvalgt af medicin, fordi det er alle typer af patienter, der kommer her. De patienter vi ofte ser, har KOL i exacerbation (i forværring, red.) og astmapatienter", fortæller Susanne.

Hun fortsætter: "Og det er alkoholikere, der er fundet på gaden eller mennesker med problemer med hjertet og causa sociale, som altså ikke kan klare sig i hjemmet, syge og med mangel på pleje, omsorg med mere. På Akutmodtagelsen tager man sig af kritiske sygdomme eller patienter, der skal overvåges".

En rød boks på skærmen

Både Susanne og Lise arbejder koncentreret og er grundige i deres arbejde, og stilheden sænker sig i medicinrummet kun afbrudt af printerens hidsige lyde, når den spytter labels ud.

Susanne tager medicinæsken med tabletter ned fra hylden og scanner den. Scanner hun et forkert præparat, kommer der med det samme en rød boks op på computerskærmen, der fortæller, at hun ikke har taget den korrekte æske. Det er en ekstra sikkerhedsforanstaltning.

Susanne hælder to tabletter ned i låget på æsken, og fra låget hælder hun derefter tabletterne ned i doseringsbøtten, så hun undgår at røre ved dem. Hvis hun kommer til at berøre tabletterne, skal hun skifte handsker.

Alle ændringer og årsagerne til ændringer skal skrives ind i systemet og godkendes af Susanne i SP, før hun kan gå videre til det næste præparat.

Når al medicinen er dispenseret til en patient, lukker hun låget på doseringsbøtten og fortsætter til den næste patient på listen.

Vi er en ekstra kontrolpost

"Nogle gange kan der være et præparat, som lægen har ordineret, hvor jeg bliver i tvivl, om det er smart at give patienten det. Det kan for eksempel være noget smertestillende, som interagerer med noget andet medicin, som patienten får", fortæller Susanne.

"Når vores farmaceut Dorthe Hjorth Jacobsen kommer forbi, beder jeg hende tage det med ind til morgenkonferencen, så hun kan drøfte det med lægerne. Man kan sige, at Lise og jeg bliver en ekstra kontrolpost, inden patienterne får medicinen".















Når arbejdet er færdigt, kører Lise to mobile skabe med skuffer frem. Oven på skabene stiller hun vand og engangsplastikkopper frem, og i den øverste skuffe i skabene placeres doseringsbøtterne med medicin i små rum - et rum pr. patient.

Susanne og Lise har omkring en times tid til at dispensere, herefter skal de i gang med at administrere (at give medicin til patienter, red.).

Vi har de 5 minutter ekstra

På en af patientstuerne møder Susanne et ældre ægtepar. Manden er yderst snakkesalig og fortæller Susanne, at han har husket sin kones medicin. Han viser al medicinen frem, også en lilla doseringsæske har han husket at tage med hjemmefra. 

Imens scanner Susanne armbåndet på den ældre kvindes håndled med sin rover, et apparat, der ligner en forstørret mobiltelefon og er forsynet med en skærm. Roveren er en lille minicomputer og anvendes til at registrere og identificere patienten, og her findes oplysninger om blandt andet lægemidler, blodtryk, kaliumværdier og meget mere.

"Det er jo rigtigt godt, at han husker at tage hendes medicin med herind, så har man mulighed for at afstemme hendes medicin."

"Det vil sige, at lægen har mulighed for at se fysisk, hvad patienten tager af medicin og samtidig se, hvad der står anført i FællesMedicinKort (FMK), så der bliver ordineret det korrekte under indlæggelsen", forklarer Susanne.

"En gang imellem oplever vi, at der er ordineret noget i FMK, som patienten faktisk ikke tager. Nogle gange kan vi også opleve, at patienten tager for eksempel smertestillende, der ikke er ordineret, men som patienten måske har fået af naboen".

Tvivl om medicinen

Tilbage på stuen hos ægteparret puffer Susanne let kvindens pude og sørger for, at hun sidder godt i sengen. Sammen med ægteparret har hun taget en snak om medicinen.

Der er et enkelt, smertestillende lægemiddel, en stor dosis Tradolan, som Susanne er i tvivl om, og som hun gerne vil have farmaceuten til at undersøge, inden kvinden får det. "Kommer du tilbage?", spørger kvinden håbefuldt og ser helt skuffet ud, da Susanne fortæller, at det er sygeplejersken, der kommer næste gang.
















En hurtig snak med farmaceuten, Dorthe Hjort Jacobsen, om lægemidler. Farmakonomernes arbejde foregår i tæt dialog med farmaceuten.

"Jeg tror, rent lavpraktisk, at vi giver værdi til patienterne, fordi vi har de 5 minutter ekstra til at høre på deres historier. Nogle af de ældre er måske faldet om og har ligget alene på gulvet i 1-2 dage. Det er en traumatisk oplevelse, og vi har tiden til at lytte. Vi taler med dem om deres medicin, så de får taget den", fortæller Lise.

Patientkontakt kræver tålmodighed og empati 

"Det er ikke altid, at sygeplejerskerne har tid til at hjælpe, så træder jeg gerne til og hjælper patienterne. Nogle synes, at det kan være overvældende, at vi kommer med medicin, men det beroliger dem, hvis jeg lægger hånden på deres skulder eller arm, så de kan mærke, at jeg vil dem det bedste", siger Susanne.

"Vi opmuntrer og støtter patientene, så de kan overskue at tage deres medicin".


Det gælder også den næste patient, der har en svær hørenedsættelse, og før hun uddeler medicinen, skal Susanne først afklare om, han allerede har taget sin medicin.

På grund af hørenedsættelsen må de kommunikere via papir og kuglepen, og tålmodigt skriver hun alle sine spørgsmål om medicin ned og venter på patientens svar, hvor han oplyser, at han har taget sin medicin.  

"Det er fint, at han selv har styr på det. Han ved bedre end os, hvad han har taget, så det stoler jeg på. Men jeg anbefaler sygeplejersken, at vi venter med at give ham yderligere medicin, til hans kone kommer til frokost, det gør det lidt lettere at kommunikere, for det tager selvfølgelig længere tid for mig at komme rundt, når jeg skal skrive hele samtalen ned", påpeger hun.

Efter frokost vender Susanne tilbage til det ældre ægtepar, hvor det viser sig, at manden allerede har givet sin kone Tradolan - det præparat, som farmaceuten var i gang med at undersøge. Susanne roser manden for at fortælle det, men er alligevel lidt frustreret, da hun går derfra.

"Heldigvis har farmaceuten netop sagt god for, at patienten fik Tradolan, men det var ikke særligt klogt eller sikkert".

"Jeg ved, at han vil hende det bedste, men han burde ikke have givet hende det, da hun måske ville få det værre. Og så ville vi måske ikke kunne forklare hendes forværring, da lægemidlet ikke ville være registeret i SP", sukker hun.

Medicinmanagement giver mulighed for den tætte kontakt med patienterne

"Jeg har faktisk altid gerne ville være sygeplejerske, men jeg havnede lidt på den forkerte hylde. Da jeg blev ansat på Apoteket, foreslog jeg derfor med det samme, at vi skulle ind til patienterne", husker Susanne tilbage.

"Jeg kunne se værdien i vores arbejde omkring medicinering og information omkring de lægemidler, som patienterne indtager på hospitalet. Men det gjorde man slet ikke dengang, så det blev mødt med en vis portion skepsis".


På låget af doseringsbøtten skriver Susanne altid det stuenummer, som patienten ligger på, så hun er sikker på, at hun giver lægemidlerne til den korrekte patient.

Susanne var dog opsat på at få gennemført sit projekt, og da hun hørte, at de allerede havde farmakonomer i klinikken i Odense, kørte hun og en kollega til Fyn for at undersøge, hvordan det foregik.

Hjemme igen snakkede de vidt og bredt om deres oplevelse, og til sidst fik Susanne og kollegerne lov til at afprøve medicinmanagement på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital, som et pilotprojekt:

"For kirurgerne var medicin lig med smertestillende medicin. De var jo eksperter i "sådan saver du et ben af", og de indrømmede, at de ikke anede noget om andre lægemidler, eller hvad det kunne betyde for patienterne. De var glade for, at vi kom og tog ansvar for medicinen. Jeg holder meget af den tætte kontakt med patienterne, så jeg blev begejstret, da vi endelig fik lov til at administrere medicin til patienterne", smiler hun.

Medicin er vores fokusområde 

Susanne tilkendegiver, at der var en vis modstand fra nogle læger, der ikke lige kunne se pointen med farmakonomer i begyndelsen af projektet:

"Vi kunne godt have lidt udfordringer i forhold til lægerne, der mente, at vi gik lidt for meget op i detaljerne: Herregud, om patienten tager sin blodtryksmedicin i dag eller i morgen… nogle gange glemmer patienterne jo selv deres medicin", beskriver Susanne og tilføjer: 

"For lægerne tænker jo, at patienterne nok skal blive behandlet for det akutte… Og det er jo også rigtigt nok, men medicin er jo vores fokusområde, derfor er det vigtigt for os. Vi har ikke så mange udfordringer mere, lægerne er blevet glade for os, og at vi finder nogle ting, som de ikke selv har tænkt."

Hun fortæller, at de ind i mellem opdager nogle ting omkring patientens medicinering. Det kan for eksempel være, at der står i SP, at patienten tager et lægemiddel, som vedkommende faktisk ikke har taget i flere år, men det er ikke blevet oplyst til lægen på Akutmodtagelsen. 

Eller det kan være, at patienten selv måler blodtryk derhjemme og kun tager blodtryksmedicin efter behov, hvilket ikke er optimalt. Så taler Susanne med patienten og forklarer vigtigheden i, at medicinen bliver taget hver dag, eller hun taler med lægen, om hvorvidt lægemidlet helt kan undværes, hvis det er det, som patienten ønsker.

Også et samarbejde med sygeplejerskerne

Ifølge Lise og Susanne skulle samarbejdet med sygeplejerskerne også falde på plads, da nogle af sygeplejerskerne var bekymret for, at deres opgaver blev taget fra dem.

"Vi har et fint samarbejde med dem nu, for når vi administrere medicin, aflaster vi dem, så de har tid til noget andet. Det er sygeplejerskernes opgave at tale med patienterne, og så får vi oplysninger fra dem".

"I går kom sygeplejersken og fortalte os, at en patient på en af stuerne endnu ikke ved, hvad han fejler. Og han er alvorlig syg. Derfor taler jeg heller ikke med patienten om det, når jeg kommer med medicinen. Vi er ellers meget åbne, men i dette tilfælde er det jo ikke mig, der har ansvar for at fortælle ham det. Det er ikke vores opgave - det er lægens opgave at informere patienterne omkring deres sygdom", slutter Susanne.

I dag er det 6-7 år siden pilotprojektet sluttede, og både Susanne og Lise glæder sig over, at medicinmanagement har spredt sig til de andre hospitaler i Region Hovedstaden, der godt kan se fidusen med farmakonomer, der dispenserer og administrerer medicinen.

Redaktør