En øjenåbner
Nikolaj arbejder på Hvidovre Hospital, hvor han til dagligt møder patienter i klinikken. Han var en af deltagerne på det styrede læringsforløb, og undervejs i forløbet foretog en mentor observationer af Nikolajs arbejde i klinikken. Her fik han kærlig og konstruktiv feedback fra mentoren, og Nikolaj forklarer, at observationerne har været særligt givende for ham.
”Jeg blev gjort opmærksom på nogle ting, som jeg ikke var bevist om. At jeg har fået nogle vaner, fordi jeg har lavet det her i lang tid. Vaner, som ikke er gode, og som jeg arbejder på at ændre.”
Han beskriver, at han for eksempel havde en dårlig vane med at læne sig hen til patienten for at komme i øjenhøjde – en vane, der ikke er hensigtsmæssig for Nikolajs ryg. I forløbet blev han gjort opmærksom på sin arbejdsstilling, og derfor hæver han nu patientens seng op eller sætter sig ved siden af patienten, når han har en samtale.
Et andet fokuspunkt at arbejde med fremover for Nikolaj er fagsprog. Han er blevet meget mere bevidst om, hvilke udtryk, ord og tonefald, han bruger, når han taler med en patient; at han netop vælger ord og udtryk, som er forståelige og genkendelige for patienten.
”Forløbet har åbnet min kommunikative verden i forhold til patienterne, og jeg har gjort op med gamle vaner. Jeg har fået øjnene op for, hvor vigtigt kommunikation er”.
Samtidig er han nu blevet oprmæksom på sine egne antagelser: ”Jeg har for eksempel gået ind til en patient, der fik stærk medicin, i den tro, at så ville det give forstoppelse, men det er jo slet ikke sikkert, at det var tilfældet for patienten. Nu har jeg fokus på ikke at være forudindtaget, når jeg møder patienten.”
Kunsten at kunne reflektere
Mellem undervisningsgangene skulle medarbejderne udarbejde en reflektionslog. Her skulle de reflektere over deres arbejde i klinikken og skrive det ned i en logbog. Et værktøj, som var noget af det sværeste at arbejde med for Nikolaj.
”Jeg har fået at vide, at jeg er rigtigt god til at beskrive ting, men knap så god til at reflektere over det. Det har været svært at få mine tanker ned på papir, men jeg tror, at det skyldes, den person jeg er. Jeg fokuserer nok mere på nogle lidt nørdede ting og er nede i de små detaljer, for eksempel hvordan man kan optimere medicinen for patienten.”
Personalemæssige udfordringer på Hvidovre Hospital medvirkede også til, at processen til tider var svær for Nikolaj. Travlhed i klinikken gjorde det vanskeligt at stoppe op og reflektere: ”Når der er mange patienter, der vil have fat i en, kan det være svært at stoppe op og tænke over den dialog, du netop har haft med en patient,” forklarer han og fortsætter:
”Det har krævet lidt mere af mig end forventet, og jeg synes, at forløbet kræver, at der er ressourcer i klinikken til det. Særlig hvis man er lidt perfektionistisk og gerne vil aflevere, det bedste man kan. Selvfølgelig kan man optage sine refleksioner på bånd til senere, men det har ikke fungeret godt for mig. Hvis man for eksempel har haft en dårlig dialog med en patient, mener jeg, at man faktisk skal arbejde med det allerede i klinikken. Man kan ikke bare gå videre, for det er her og nu, at det er friskt i erindringen. Jeg synes stadig, at det kan være forbandet svært at reflektere.”
Den vellykkede samtale
Til trods for at reflektionsloggen var noget af en prøvelse for Nikolaj, mener han, at han er blevet bedre til at være nærværende og bruge sit kropssprog. Han beskriver et møde med en patient, hvor samtalen gik op i en højere enhed:
”Patienten var hofteopereret og skulle smertelindres, men var bange for at tage medicinen. Jeg forsøgte at forstå de bagvedliggende årsager og lytte, i stedet for at drage min egen konklusion. I sidste ende er det patienten selv, der bestemmer, men jeg vil gerne informere om konsekvenserne ved ikke at tage medicinen - uden smertelindring kunne patienten ikke komme ud og træne med fysioterapeuten. Det var en meget vellykket dialog, hvor jeg var særlig opmærksom på mit kropssprog og fik beroliget patienten”.
Han fortsætter: ”Jeg har fået viden om, hvor vigtigt kommunikation er og afprøvet det i praksis. Det har været et spændende og et sjovt forløb at arbejde med. Og det er et projekt, der ikke stopper, for man kan altid blive ved med at forbedre sig.”