Jeg holder udgifterne til sygehusmedicin nede

​Jeg sørger for, at sygehusmedicinen findes på Apotekets lager. Så får patienterne den nødvendige medicin til deres behandling, når de er indlagt på et af regionens hospitaler, fortæller farmakonom Rosa

​​Rosa Hassan, farmakonom i Indkøb og Homecare

Når mit arbejde virkelig føles værdifuldt

Når et barn bliver indlagt med en sjælden sygdom, en turist får en svampeforgiftning, eller farmor skal igennem et kompliceret sygdomsforløb, er jeg med til at skaffe medicin til disse patienter. Jeg er farmakonom og sammen med mine kollegaer i Indkøb og Homecare, køber jeg medicin til alle hospitalerne i Region Hovedstaden og Grønland. I Indkøbsafdelingen jonglerer vi med millioner af kroner, når vi køber medicin. Vi køber ind for over 3 milliarder kroner om året, og jeg gør en stor indsats for at skaffe medicinen billigst muligt. Hver dag er jeg med til at holde udgifterne til sygehusmedicin nede. Det giver en god følelse.  

Medicinen SKAL skaffes

Når en patient bliver indlagt med noget, der kræver en ganske særlig og speciel medicin, som vi normalt ikke har på lager, ringer jeg rundt for at finde ud af, om denne type medicin findes et sted i Danmark. Men noget medicin kan være så sjældent, at jeg må ringe rundt i hele Europa for at skaffe det hjem til patienten. Det er både nervepirrende og spændende at være med til at redde liv. Og det er vigtigt, at vores patienter bliver behandlet med den korrekte medicin - det handler jo om patienternes liv. Ofte skal medicinen skaffes med meget kort varsel, og så gælder det om at holde hovedet koldt, for jeg skal træffe hurtige beslutninger.

Udvikling og balance i jobbet

På Apoteket er der en fin afveksling i mine arbejdsopgaver, og jeg har fået mulighed for at udvikle mig. Jeg har taget en uddannelse inden for international transport og logistik med indkøb som speciale. Det er rart, at ledelsen prioriterer medarbejdernes udvikling. Samtidig har jeg en god balance mellem mit arbejds- og familieliv. Det er vigtigt for mig at få kabalen med familie, hus og job til at gå op. Der skal være tid og overskud til både børnene og jobbet.

Noget mange kollegaer ikke ved om mig

Efter gymnasiet købte jeg min egen pølsevogn, som stod lige over for Virum station. Den havde jeg i 1½ år. Og selvom jeg oprindeligt kommer fra Irak, var det en ganske almindelig pølsevogn med røde pølser og det hele.

Redaktør